Skolens opgave

Vi har i Danmark en flot formålsparagraf for folkeskolen. Den beskriver skolens opgave præcist. Skolen afspejler hvad der forventes af samfundet. I de didaktiske diskussioner jeg er med til at have på Læreruddanneslen Bornholm, er formålsparagraffen en tilbagevendende faktor, hvilket den også skal være, da det er rettesnoren for hele folkeskolen.



Folkeskolens formål har en to-deling.
Uddannelse som faglig viden sideløbende med dannelse som personlighedsudvikling.
Ofte tales der om at vi i Danmark har en særlig dannelse, og at selve ordet `dannelse´ og hvad ordet konnoterer kun findes kun i Danmark og Tyskland. Dvs. at vi i Danmark vi har en særlig personlighedsudvikling, som indeholder bla. indsigt i sig selv, indsigt i andre, i sin omverden intellektuelt, kulturelt og socialt.

Som lærerstuderende og godt på vej til at blive læreruddannet hæfter jeg mig ved at første linje i folkeskolens formål står, at vi skal ´ i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere,...´ og at det almendannende om, at `Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.´ først kommer i stk.3.

Hermed tænker jeg, at læring og uddannelse kommer som absolut det første. At det almendannende kommer i kølvandet på fx at tale om litteratur, kultur, kunst, liv og samfund. Jeg må dog erkende, at jeg er dansklærer og lærer i de kreative fag og har derfor mindre indsigt i de naturvidenskabelige fag, men viden og færdigheder i de fag er ligeså vigtige for at komme til at fungere i vores samfund og medvirke til at opretholde den globale verden.
Netop derfor er læring det absolutte og læring er vigtig.

Lærerens opgave er derfor at arbejde med et fagligt niveau, som hele tiden stiler efter at udvikle eleverne til at blive bedre fagligt og menneskeligt, samtidig med konstant at forstå hvor de unge er i deres udvikling.
Læreren behøver høj faglighed, have sikre teorier, pædagogiske, psykologiske og didaktiske evner.
Dette er kompetanceområder, der er store og komplekse, og derfor behøver lærerne støtte fra ledelse og ikke mindst regering.
Skolens må derfor være i kontinuerlig udvikling med de tendenser der er i samfundet, så de unge bliver uddannet og dannet, til det samfundet kræver af dem.  I dette samfund er det nødvendigt at kunne iagttage fra forskellige perspektiver.

Skolen skal sørge for via vidensdeling, kurser, efteruddannelse mm. at lærerne er kompetente til at sikre elevernes alsidige udvikling og højne deres faglige niveau.
Lærerne skal være up to date omkring de nutidige tendenser om den skjulte dagsorden, magt og autoriteter eller manglen her af.

Jeg argumenterer for, at skolens opgave i samråd med lærere, elever, ledelse, forældre og regering er at kvalitetssikre den danske skole. Give lærerne mulighed for at arbejde med uddannelse og dannelse af de unge. Skolen skal give eleverne ro til at modtage læring, og opleve hvad læring kan, og hvordan det kan udvikle dem.

Da skolen er en særlig "forretning" hvor "produktet" er lærde mennesker, må skolens opgave derfor blive, at eleverne i samarbejde med lærerne tilegner sig viden, færdigheder og kundskaber igennem fagene til at åbne for omverdenen, så de kan lære at begå sig i samfundet uanset hvilken retning de vælger at gå i deres liv.

Link til Folkeskolens formål:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Folkeskolen/Om%20folkeskolen/Fakta/Folkeskolens%20formaal.aspx

1 kommentar:

  1. Yeah... Vi retter ryggen, holder panden højt og er stolte over at blive undervisere i den danske folkeskole.

    SvarSlet